Albert Bertelsen

Albert Bertelsen malede fra sin debut i 1954 til midten af 1970erne udelukkende erindringsbilleder med motiver knyttet til barndomsoplevelser i 1920rne og 1930rne under ture i Vejle-egnen, hvor faderen var brødkusk. Menneskene blev fremstillet som værende tæt forbundet med deres ting og som de særegne typer, barnet oplevede. Landsbykirker og gårde blev gengivet som enorme bygningsværker, der udgjorde baggrunden for småbitte mennesker i handlingsmættede situationer. Farveskalaen var snæver med nuancer inden for gråt, brunt og dybtgrønt, med accenter i okker, violet, gult og blåt. De dæmpede farver og det disede, regntunge vejr var i flere år karakteristisk for B.s billeder. Under en rejse i 1973 oplevede han for første gang det norske landskab, og under flere senere rejser det færøske. Herefter blev de store linjer, stilheden og storheden i naturen og menneskets forhold til naturen hans vigtigste motiver. I midten af 1980erne ændrede motivvalget sig igen, idet B. gik stadig tættere på naturen: træets bark, klippesiden, vraggodset på stranden. Rustne låse blev herefter portrætteret i monumentale billeder, ligesom strukturen i afskallede mure og bemalet plankeværk blev udgangspunkt for stoflige, farvemættede skildringer af almindelige hverdagsting. B.s billedverden har altid indeholdt genkendelige motiver og har ofte, især i de ældre billeder, fortalt en historie med humoristiske elementer. Hans malerier kan dog ikke karakteriseres som naturalistiske, idet han personligt omformer, forenkler og komponerer sit maleri, hvad enten udgangspunket er mennesker, naturen eller gamle slidte genstande og mure. B. er erindringsmaler, idet han enten søger sine billedmotiver i barndomsminderne eller i rejseindtryk og iagttagelser. Han er således en udpræget ateliermaler, der udfører sine malerier på baggrund af tegnede skitser og notater.

Kilde: Weilbachs kunstnerleksikon