Emil Gregersen (1921-1993)

Emil Gregersens korte læretid hos maleren Immanuel Ibsen fik betydning for resten af livet. Denne mente, at billedet har fordringer, som maleren bør være lyttende overfor og netop denne evne havde G. I tiden efter malede G. en række interiører og udsigter over Københavns tage, stærkt inspireret af læremesteren. Under krigen var G. et aktivt og meget eftersøgt medlem af modstandsbevægelsen, og indtrykkene fra krigen prægede hans malerier fra begyndelsen af 1950erne, hvor han malede en række ekspressive figurbilleder. Fra midten af 1950erne forsvandt menneskeskikkelsen ud af G.s malerier, og imellem 1950 og 1960 malede han en række malerier af stejle- eller fiskepladser, som han havde oplevet i Positano i Syditalien og i Norge. Malerierne er en slags udendørsbilleder med interiørpræg. De lukker sig om sig selv og deres vigtigste funktioner, som er at give koncentrerede og kunstnerisk bearbejdede visuelle udsagn og form, farve, rum og flade. Karakteristisk for dem er den blå holdning i farverne, og her afslørede G. en udpræget evne til at opbygge komplicerede rumforløb. Disse stejlepladsmotiver kan ses som en ouverture til de store, væsentlige atelierbilleder fra begyndelsen af 1960erne. Hans store ateliermalerier er meget længe undervejs. De males om og om. En datering, der tæller 4-5 år, er ikke ualmindelig. G. bearbejdede sin billedflade fra kant til kant. Han arbejdede uhierakisk med motiverne. Alle billedets dele har lige stor betydning og vægt. Det er ikke tilfældigt, at G. også har arbejdet med farvede sten og glasmosaikker, for også malerierne bygges op som dele, der er sat sammen. Gennem 1970erne fortsatte G. med de store ateliermalerier, og strukturerne, brydningerne, kompliceres stadig mere, samtidig med at G.s koloristiske sans skærpedes endnu mere, og tonen blev lysere. Hans evne til at opbygge komplicerede rum udbygges, samtidig med at han i de krystallinske rum indsatte store firkantede flader, der var i kontrast til de små dele. I 1980erne vendte menneskeskikkelsen tilbage hos G., idet han udførte fire store lærreder, forestillende vennen, maleren Poul Ekelund, der siddende med ryggen imod beskueren maler i sit atelier. Gennem 1980erne vendte G. stadigt tilbage til disse malerier, men tiden til dette arbejde blev stadig mindre på grund af det omfattende arbejde med udsmykninger. Det er i vekselvirkningen imellem ateliermalerierne og udsmykningsopgaverne, at man skal finde dynamikken i G.s kunst. På udsmykningsområdet udførte han en enestående indsats i dansk kunst og arkitektur efter 1960. Hans udsmykningskunst er ikke blot dekoration, men har ofte rumlige funktioner. Et tidligt eksempel på integrationen af arkitektur og udsmykning er Hotel Stavrby Skov i Strib, hvor de bemalede skydedøre i restauranten hele tiden danner nye billeder, alt efter hvor mange døre der er åbne, og hvor meget de er åbne. Men også Skjoldhøj Kirke i Århus er et smukt eksempel på G.s kunst. Men G. begrænsede sig ikke kun til den indendørs farvesætning. Allerede i 1961 udførte han en farvemæssigt meget kompleks foldeskærm i metal til Bruun og Sørensens bygning på Åboulevarden i Århus. I 1965 satte han dristige farver på Hotel Lakolk på Rømø, og i Musikhusets store sal i Århus skruede han sin farveskala op i en lys og festlig kolorit og gav salen en smuk og enestående karakter. Arbejdet med ateliermalerierne vendte han hele tiden tilbage til. Hver gang en udsmykningsopgave var færdig, ventede de store ateliermalerier, som han nødigt slap, men blev ved med at bearbejde.

Kilde: Weilbachs kunstnerleksikon