Erik Stæhr Nielsen (1890-1921)

Erik Stæhr-Nielsen startede med at udstille landskaber og mariner. I årene 1910-14 foretog han flere sørejser til fremmede verdensdele, hvor han hentede inspiration til marinemaleriet, især til billeder af det oprørte hav. Efter hjemkomsten fra den sidste rejse 1914 skete der imidlertid et skift. Han arbejdede videre med motiver, han havde set under landgang i Sierra Leone og Sénégal, men billederne fra virkelighedens Afrika transformeredes gradvis til rene fantasier over urtids- og urskovsmenneskets liv. Dramatiske og stemningsmættede situationer med dans, kamp, flugt og soltilbedelse var tilbagevendende temaer i de følgende år, og i forbindelse med denne motivverden eksperimenterede han med udnyttelse af den primitive kunsts forenklede og dekorative form. Han optrådte samtidig som en af de tidligste danske fortalere for dette formsprogs potentiale som inspirationskraft for modernismen. S.-N. placerede sig med sine arbejder fra 1916- 21 som en del af den modernistiske front, der tegnede sig under 1. verdenskrig, men han stod uden for de udstillings- og tidsskriftfællesskaber, de unge etablerede. Han var tættere på de tyske ekspressionisters heftige og ulmende farver og også på deres romantiske utopi om genfødelsen af et frit, uspoleret menneske, der har naturen som sit hjem. S.-N. slog sig i sine sidste år ned i Gribskov, og her udviklede hans billeder sig til dunkle, sammenfiltrede visioner af den nordiske urskov, hvori han 1921 kæmpede med at få placeret det mytologiske motiv Venus finder Adonis' lig, der var formuleret som Akademiets guldmedaljeopgave. Samme år tog han sit eget liv, øjensynlig, som Jens Adolf Jerichau før ham, knust under det krav til total investering af personligheden, der fulgte med ambitionen om at skabe en ny, stor, både kunstnerisk og menneskeligt forløsende figurkunst.

Kilde: Weilbachs kunstnerleksikon