Gerhard Henning (1880-1967)

Gerhard Henning traf den svenske maler Ivar Arosenius på Slöjdföreningens Skole i Göteborg 1897-98, og dette venskab blev af stor betydning for den unge H., der til omkring 1907 fortrinsvis arbejdede som maler og grafiker i en stil, der, i lighed med kredsen omkring Arosenius, var inspireret af Aubrey Beardsley. I 1909 blev H. ansat på Den kgl. Porcelainsfabrik, og hermed fik det plastiske arbejde en større vægt. For fabrikken udførte han raffinerede smågrupper med ornamental dekoration i overglasur, stilistisk påvirket af fransk 1700-tals kunst. Men efter at være blevet ven med Kai Nielsen og sammen med ham studeret skulptur, fortrinsvis på Glyptoteket, ændredes hans formudtryk. Det var især C. Meunier, Auguste Rodin, Aristide Maillol, A.-J. Dalou og enkelte af de antikke arbejder, der gjorde indtryk, og gradvis voksede et mere personligt og monumentalt udtryk frem i hans skulpturer. H. interesserede sig tidligt for antikkens digtekunst, bl.a. for Ovids Metamorfoser, og derfra fik han inspiration til talrige små kærlighedgrupper, Amor og Psyke, Pygmalion og Galathea m.fl. Men centrum for H.s arbejde var hele livet igennem den nøgne kvindefigur, som han i begyndelsen arbejdede med i sam- og modspil med Kai Nielsen. H.s statuette Liggende pige fra 1914 blev således udgangspunkt for Kai Nielsens Leda uden svanen, der igen på lang sigt, efter Kai Nielsens død i 1924, gav H. mod til at afprøve det store format. Rækken af H.s store kvindefigurer blev indledt med den stillingsmæssigt dristige Danäe fra 1927, hurtigt fulgt af den frodigt svulmende Stående pige fra 1928-29. Men han ændrede skulpturstil omkring 1930 med Moderne pige, der er en slankere type med kortklippet hår i modsætning til de tidligeres antikinspirerede, tunge frisurer. Et stykke ind i 1930rne udstyrede han de nøgne kvindefigurer med sko og sokker, detailler, han senere udelod. Siddende pige fra 1937-38 er bygget op over et indviklet diagonalmotiv, men fremstår alligevel med vægt i en rolig, harmonisk balance. Liggende pige fra 1942-43 har samme blanding af stillingskompleksitet og harmoni. H.s sidste store skulptur, Susanne fra 1964, havde han arbejdet på i 10 år, og udgangspunktet var et motiv, brugt i flere Pygmalion og Galathea-skitser fra 1919-20, som han gentagne gange senere havde taget op. H.s fornemmelse for formens runding og spænding, for den frodige tyngde og den komplekse balance, der både giver sig til kende i hans modeltegninger og i hans tredimensionale figurer, gør ham til en af de vægtigste skildrere af kvindefiguren i dansk skulptur.

Kilde: Weilbachs kunstnerleksikon