Hugo Arne Buch (1927-2008)

Hugo Arne Buch begyndte 1957 at udstille med Koloristerne, og siden da har man på sammenslutningens årlige udstillinger kunnet følge en udvikling fra et kontrolleret, fladebetonet, konkret maleri til de senere års mere ekspressive billeder, hvor former arbejder i et frit, dynamisk billedrum. B. malede sine første abstrakte billeder, da han i 1947 var vendt hjem fra et halvt års studieophold i Paris. Disse malerier var præget af farvernes, liniernes og lysets frie spil. Meget hurtigt fangedes B. imidlertid af det konkrete maleri, som Linien IIs kunstnere havde formuleret på en række udstillinger i 1948-51. Da B. debuterede på KE i 1952 havde han således lagt den vegetative stil bag sig til fordel for et strammere formsprog. Samtidig var de lyse, lette farver erstattet af en palet, hvor jordfarverne dominerede. Disse tidlige konkrete malerier bygger på sorte, bjælkelignende strukturer. De er mørke med enkelte blå accenter. Skønt B. ikke nåede at blive medlem af Linien II, var slægtskabet åbenlyst, og han deltog også, da nogle af hovedkræfterne bag gruppen i 1956 arrangerede udstillingen Linien 3. Konkret realisme. Ophængningen på denne udstilling varslede et skift i B.s konkrete maleri, hvor de sorte strukturer gradvist erstattedes af veldefinerede, oftest rektangulære flader. Farverne forblev mørke, men skalaen udvidedes med bl. a. mørkviolet, orange og dybrødt. Generelt afspejler B.s billeder fra 1950erne en stadig større interesse for farvernes stoflighed. Han modstillede blanke og matte farveområder samt fede og fortyndede farvelag. Da B. i 1961 deltog på ungdomsbiennalen i Paris havde hans maleri atter ændret karakter. Den stramme, konkrete stil var opblødt og indvarslede en ny fase med inspiration fra det informelle maleri. Strukturerne og de geometriske former blev forladt, og farven blev efterhånden det styrende i hans kunst. B.s modne værk er således karakteriseret ved de stærke farver, som erobrer lærredet. De skaber uendelige, dynamiske rum, hvor komplementære farveområder i rødt/grønt og blåt/orange brydes. B. griber ind og søger at fastholde det stadium i processen, hvor kaos bliver til orden eller omvendt. Her fødes former og strukturer, mens andre tilsyneladende er i færd med at ophæve sig selv. Malerierne fra de senere år spænder fra dramatiske kompositioner, hvor sort og rødt dominerer til lyriske stemninger. Det lyriske kendetegner især akvarellerne som længe har indtaget en væsentlig plads i B.s produktion.

Kilde: Weilbachs kunstnerleksikon