Preben Hornung (1919-1989)

Preben Hornungs tidligste billeder er fra midten af 1930rne, de sidste fra 1988. Inden for denne periode udvikledes den abstrakte kunst på dansk grund, og med sin originale og omfattende indsats har H. indtaget en central position i denne udvikling. I ungdomsarbejderne bemærkes en sikker figurtegning og en bevidst koloristisk holdning. At H. har været tidligt på færde, skyldes, at han har kunnet kigge sin far, den ansete landskabsmaler C. Hornung-Jensen, over skulderen, og i barndomshjemmet, der var præget af kunst og kvalitet, var der lejlighed til at møde nogle af samtidens etablerede malere. De første billeder vidner om, at H. havde valgt at følge den franske tradition, som andre danske også var optaget af, bl.a. Harald Leth og Ole Kielberg. Allégade, 1948, er et smukt eksempel på, hvor langt han nåede at udvikle det impressionistiske udtryk, og på, hvilken fremragende maler han var i klassisk forstand. Mange har sikkert undret sig over, at H. pludselig fremstod som konstruktivistisk maler. Det skete o. 1949, hvor de såkaldte Fabriksbilleder blev til. I 1947, da H. debuterede, kunne han som figurativ maler opleve sig selv i selskab med den abstrakte avantgarde. Han blev snart optaget af tidens konstruktivistiske tendenser, bl.a. i kraft af venskabet med Søren Georg Jensen. Stålvalseværket i Frederiksværk var grundlaget for de første nonfigurative billeder, en næsten skematisk opsamling af sanseindtryk fra fabriksmiljøet. Lodret mod vandret, linealtrukne linier, cirkelslag og en stærk reduktion af paletten. Da H. første gang udstillede med sammenslutningen Linien II, hvor det konkrete maleri i Danmark blev udviklet, var han allerede fuldt på højde med situationen. Her udfoldede han sig med sit eget, originale billedsprog. Fladernes forskydning i billedrummet, en stram, men alligevel levende linieføring, og fremfor nogen med en varm og smuk kolorit. Rød komposition, 1951, viser H. som en af tidens bedste og mest afklarede, konkrete malere. Man oplever en frigørelse i de efterfølgende Langebro-billeder, der i nogle år blev H.s egen billedverden, og som førte ham uden for tidens hovedstrømninger. Skiftet fra det konkrete udtryk var dog ikke alene æstetisk begrundet, idet den private bopæl i nogle år var at finde i Puggaardsgade, tæt ved den gamle Langebro. Malerglæden lyser ud af de farverige brobilleder. Stålkonstruktioner i sorte, olieglinsende penselstrøg. Havnens lys og signaler. Det mørke vand med spejlinger og lysreflekser. Langebro-billederne forsvandt næsten lige så pludseligt, som de opstod, fordi den gamle vippebro blev revet ned. Det nye tema blev hentet fra byens jernbaneterræn. Kompositionen blev mere åben og paletten lysere. Jernbanebillederne blev den flotte finalesats i H.s konstruktivistiske periode. Her står de såkaldte Variationer over jernbanebomme som markante hybridformer med konstruktionerne lodret-vandret i samspil med den levende penseltegning. Disse billeder medførte officielle salg og efterfølgende udsmykningsbestillinger. I 1958 kunne H. afslutte arbejdet med den store glasmosaik til A/S De danske Sukkerfabrikker, en betydningsfuld, nyskabende indsats i dansk monumentalkunst, og hermed rettedes opmærksomheden mod hans format som rumudsmykker. I løbet af 30 år udførte han således 15 store udsmykninger og scenografi til 8 dramatiske værker. Samtidig er det blevet til en lang række af malerier, der dels er inspireret af de store projekter, dels har karakter af forarbejder eller afprøvning af udtryk til arkitekturens eller scenerummets formater. Frie former er overskriften for de malerier, der blev til i årene 1962-67 med vekslende temaer som Asfaltbilleder, Tegning på muren, Organisk form osv. Fælles for disse billeder er motiverne, hentet i detaljer fra H.s nærmeste omgivelser, og deres abstrakt-ekspressive form. En del er domineret af sort og grå med en iøjnefaldende interesse for selve farvefladen og dens stoflige karakter. Som kontrast hertil ses også helt lyse billeder, f.eks. Den hvide mur, 1967, hvor det er impressionisten H., der har gennemarbejdet et udsnit af den oversete virkelighed. At få placeret en sanselig krop på et fladt lærred er en kunstnerisk udfordring, mange malere har været optaget af. Også H. har kredset om kroppene, hvilket bemærkes i hans Torsoer fra 1930rne, og o. 1947 malede han en række billeder fra en slagterbutik. Hans kendte Slagtekropbilleder tog form i slutningen af 1960erne. Efter studier i Kødbyen udvikledes først en række variationer, hvor udgangspunktet stadig kunne ses, men efterhånden blev billederne helt abstrakte. På afstand er koloritten lys grålig, men tæt på åbenbarer der sig et mylder af forskellige nuancer og en meget bevidst strukturering af fladens stoflighed. Arbejdet med kroppene førte videre til en lang periodes beskæftigelse med de såkaldte Atelier-billeder, hvor forskellige temaer alle havde til formål at undersøge og udvikle det rene maleri. Sanseindtryk, f.eks. grenes skyggetegninger, spejlinger i vand og interiørstudier, var stadig grundlæggende i disse billeder, der også er kendetegnet af det yderste mådehold i brugen af farver. En niche i H.s karriere er portrætmaleriet. Den første bestilling indløb i 1977 nærmest ved en tilfældighed. Resultatet blev så vellykket, at rygtet hurtigt bredte sig om, at her var kunstneren, der kunne male vellignende og samtidig levende portrætter, og i løbet af 10 år blev det til ca. 30 portrætter. For H. har der naturligvis været tale om et spring fra det nonfigurative udtryk, men ikke så stort endda. Han var en fremragende tegner og allerede fortrolig med figurmaleriet i tyveårsalderen, og med hensyn til selve arbejdsprocessen har den ikke været meget forskellig fra det abstrakte maleri, hverken i kompositionen eller i arbejdet med fladens stoflighed. De sidste billeder, H. nåede at male, bærer titlerne Ludvigsminde og Blomsterbillede, lyse, afklarede fremstillinger af de hjemlige omgivelser i Allégade på Frederiksberg.

Kilde: Weilbachs kunstnerleksikon